Bågø
Bågø - Sælernes fynske ø
Langt ude i det sydvestfynske øhav, ca. 30 minutters sejltur fra Assens havn med Baagø-færgen, ligger en lille grøn prik på kortet: Bågø. En fredelig ø, hvor tiden synes at gå langsommere end resten af verden, og hvor kun vinden, vandet og dyrene høres. Det var dertil, at Kiki og jeg, med nysgerrighed, kameraudstyr og appelsinjuice, begav os ud på en oplevelse, der begyndte i den gamle købstad Assens.
Fra Odense mod Assens til Bågø
En tur til Bågø har flere gange været oppe og vende, når Kiki og jeg har talt om steder vi gerne ville besøge og vandre rundt.
Uvidende fra min side havde Kiki arrangeret en date-dag der startede i vores hjem i Odense, og hvor hun fra morgenstunden havde oplyst, at vi kun behøvede vandresko og godt med tøj i dag.
Som ofte når vi er på date-dag eller på tur, pakker jeg kameraudstyret for man ved jo aldrig om der ud af det blå dukker et marsvin op af vandet eller en havørn fremtoner fra sit skjul, eller om der blot er et øjeblik der bør foreviges.
Vi gik mod banegården og steg på bus 101A mod Assens. Følelsen af at være uvidende og slippe kontrollen kan både være spændende, men også nervepirrende.
Du ved ikke hvor du skal hen, om det er koldt eller varmt, om du får mad, om du skal være aktiv eller kan slappe af, og dagen kan du ikke planlægge udover at blokere hele dagen og bare følge med. Der er noget enormt tillidsfuldt og intimt ved de her date-dage, og det er grunden til at vi synes det er sjovt, og nyder det, tilmed skabes der minder sammen.
Vi steg af i centrum af Assens by, her handlede vi fornødenheder i den lokale Brugs, hvor Kiki skulle vise mig hvor hun som ungarbejder havde brugt mange af sine timer for, at tjene sine hårdtarbejdende penge.
Der blev handlet appelsinjuice, og lidt morgenbrød som vi kunne hygge os med, når vi fik sat os ned senere på turen.
Vi var ankommet en formiddag uden for turistsæsonen. Der var meget stille i gaderne, end der normalt ses i Assens. Butikkerne havde lukket og selvom bygningerne var mange, kunne man fredfyldt gå i gaderne og tale sammen uden at skulle overdøve biler.
Vi slentrede gennem byen, forbi biografen, kirken, byens diskotek og en el-scooter, der mod alle odds stod og blev ladet op via en forlængerledning der stak ud af et vindue fra 2.sal af en bygning. Det hele var præget af stilhed og fred, og alligevel var der en lille spænding i luften, da vi gik ned mod havnen. Baagø-Færgen stod og skvulpede i havnen, og med det samme, at jeg fik øje på færgen, havde jeg på fornemmelse, hvad Kikis plan gik ud på.
Bågø færgen fra Assens
Vi gik ombord sammen med ca. tyve passagerer og fem biler, hvilket ikke er mange, men tilpas mange til at vi fik en god plads på dækket, hvor vi kunne nyde udsigten siddende med frisk havvind i håret i maj måned. Vi nød vores medbragte morgenmad, mens en lavtflyvende militær helikopter fløj langsomt over os kort efter afgang. Alle medpassagererne betragtede helikopteren og den larm, der kom fra propellerne. Vi blev enige om, at helikopteren vistnok var på øvelse, så lavt den fløj og flere gange vendte om kort efter at den havde passeret os, for at flyve henover os igen, vende om og gentage. En manøvre der kunne ligne en øvelse. Det var ret spændende at følge.
Sejlturen til Bågø foregår i et lavt tempo og der findes ingen aktiviteter om bord, hvilket tvinger en til at være til stede i nuet og nyde samværet og den natur der omgiver færgen.
Undervejs spejdede jeg efter marsvin, hvilket kan være besværligt når færgen er i bevægelse og bølgerne skjuler hvalerne… Hvis der var nogen.
I stedet lod jeg blikket glide over havoverfladen og ud i horisonten, og slap alle tanker, og bare nød det faktum at vi blev transporteret fra Fyn og ud til en lille ø. Ingen hast, ingen larm. Kun havet og færgens rumlen.
Bågø Havn
Færgen lagde til, og vi gik i land, og fik straks øje på Bågøs lille kiosk/Cafe, der ligger helt ud til havnen. Cafeen lå i vinterdvale ligesom det meste af øen udenfor sæsonen. Øen har ingen spisesteder eller mulighed for indkøb udover cafeen, så det er en nødvendighed udenfor sæsonen at medbringe fornødner hvis man bliver sulten eller har brug for en tår vand. Vi havde købt lidt fornødner i Assens, som vi havde medbragt, og vi kunne tage frem hvis vi blev sultne.
Ved færgelejet stod et ældre ægtepar og ventede. Det var tydeligt at de ventede på nogen der kom med færgen, måske på gæster fra fastlandet, måske på familie. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Tanken om at ægteparret måske bor fast på Bågø, sjældent får besøg og måske har dækket op til frokost derhjemme, nu står og modtager deres familie eller venner der kommer fra fastlandet for at besøge dem på ‘’Deres’’ ø.
Tanken om det stille og isolerede liv rørte noget dybt i mig.
På mange øer rundt i Danmark findes der en folder, når man går i land. En folder hvor der står nogle korte fakta om øen, dyrelivet, vandreruter, lokaliteter m.m. Sådan en folder fandt vi ved havnecafeen.
Her kunne vi få et overblik over de tre vandreruter, der findes på øen.
Vi fulgte den første markerede rute, som sendte os ned til stranden, hvor turen begyndte.
Her kunne vi se Baagø-Færgen lukke fordækket, og langsomt drive væk fra øen og sætte kursen tilbage mod Fyn. En kort mærkværdig følelse opstår i kroppen, for nu er man fanget på øen og der er ingen mulighed for at komme væk.
Det er samtidig en følelse af total isolation, at nu er du nødt til at forblive på øen, og du ved der ikke kommer flere hertil før om mange timer når færgen vender tilbage.
Vandreruten rundt om Bågø
Vi fortsatte hen ad stranden og op på et græsareal og fortsatte ad en sti, og da vi stort set først var kommet rigtigt i gang og havde gået 200m, var vi allerede på afveje. Kortet ville have os ind i en hundeskov, mens vores fornemmelse ville fortsætte langs stranden. Vi gik med fornemmelsen og fortsatte hen ad stranden indtil vi på kortet kunne se, at nu var vi helt af sporet.. typisk os.
Vi nægtede at vende om og starte forfra, så vi kravlede op ad en lille klint på en meters højde, og endte i en lille skov fyldt med grantræer, fik snøvlet os igennem alle træerne og endte ude på en privat græsmark. Det var dog ikke værre end at for enden af græsmarken kom vi tilbage på den rette vej og stien der passede til kortet.
Sådan! We are back on track!
Det er næsten en bedrift i sig selv at fare vild på Bågø, for der er godt nok ikke mange stier og veje derovre.
Vi kom forbi gamle fiskerhuse, nu sommerresidenser skjult bag grantræer. Og videre ad markveje, hvor vi blev mødt af smil fra øboerne. De er vist vant til at folk går forbi, og kigger lidt nysgerrigt på deres huse og haver. Ikke fordi deres huse var særlige i udseende, men tanken om at bo her, uden butikker, uden trafik, uden byens puls… dét var det særlige.
Det må både være irriterende for de lokale, men efterhånden også en tilvænning, for jeg tænker de fleste der går i land på Bågø enten er lokale beboere, eller nysgerrige turister.
Vi nåede efterhånden langt ind på øen og valgte at holde pause ved en sti der delte sig i fire. Her var et par store sten, vi kunne hvile benene et øjeblik. Ved marken ved siden af os, sprang et par harer frem fra buskadset og standsede stift. Lige dér i højt humør, midt i det grønne hvor de så ud som om de stortrives mens de betragtede os, som skabninger de ikke havde set før på øen.
Vi fortsatte, og da vi nåede længere ind på øen, og havde passeret en lille vej, hvor der lå 3-4 flotte lokale huse, stoppede Kiki pludselig op, og kigge mod en lejrplads. DER! er jeg ret sikker på, at jeg har været på lejrskole, da jeg var mindre! Historierne om minderne fra fortidens lejrophold kom væltende, og jeg lyttede nysgerrigt. Det er altid fantastisk at høre nye erindringer fra sin partner, når der dukker brudstykker af barndommen og ungdommen op i nutidens færd.
Kortet førte os videre på vandreruten og ned til vandkanten igen. Vi gik langs vandkanten et godt stykke tid, og nød stilheden og vandet skvulpe ind mod stranden, inden et skilt vejledte os ind på en marksti igen.
Sæler på toppen af Bågø og det vilde dyreliv
Vi spiste frokost oppe i et skydetårn, hvor vi havde læ, og hvorfra øen åbnede sig i et panorama hvor vi kunne se ud over store græsarealer. Hvis man kiggede nøje efter, kunne man ude græsarealerne få øje på en flok harer der boltrede sig 100-200 m ude.
En flok på 7-8 dådyr krydsede marken ved siden af os, og stoppede forstenet op og vendte alle synkront hovedet mod vores retning, tydeligt interesseret i hvad vores formål og gøren på øen var. Vores tilstedeværelse blev vejet og vurderet. Men vi udgjorde ingen fare, kun et kamera, ingen rifler. Jeg forsøgte at fange øjeblikket.
Turen gik forbi Bågø Kirke, og vi fulgte vejen ud til vandet og toppen af Bågø. Ude ved vandet var vi alene, eller rettere, vi troede vi var alene. For Kiki observerede sæler liggende på de store kampesten ude i vandet, selvom jeg var ret sikker på, at det blot var mørke sten, men da vi kom tættere på, blev hendes syn bekræftet. Et par sæler hyggede sig ude på stenene, mens vi stod nysgerrigt og lurede inde fra stranden. Et fantastisk syn, selvom sæler er noget man ser mange steder langs kysten i Danmark, så er der noget særligt ved at se dem i deres naturlige og fredfyldte habitat. Sæler er ret normalt at se på Bågø, fordi øen er så rolig, og de kan være i fred, derfor er det også ekstra vigtigt ikke at gå for tæt på, så de kan få lov at have deres hjem i fred.
Jeg forsøgte at tage nogle billeder fra stranden, men grundet min linses størrelse, må jeg nok erkende, at helt tæt kom vi aldrig.
Men vilde sæler på Bågø, tjek ved den.
… Lige indtil en familie med råbende børn og en løs hund forstyrrede freden og plaskede i vandkanten, og sælerne gled ned i vandet og forsvandt.
Kiki og jeg drog videre på vores vandretur.
Tilbage til Bågø havn og Baagø-Færgen
Det var på tide at vende snuden mod havnen, så vi ikke missede færgen.
Turen tilbage gik ad nye stier, hvor køer græssede fredeligt, og både vi og køerne havde frit udsyn til havet omkring øen. Køerne på Bågø må være nogle af de gladeste køer i hele verden.
Vi kunne igen se havnen og dens cafe. Selvom der var lukket var der et lille isoleret venterum til færgens gæster, hvor vi kunne få lidt af vores medbrafte drikkevare en lille snack og et slag 21 kortspil.
Vores ben var trætte, men vores hjerter lette. 13 kilometer var blevet til et helt univers af indtryk. Det havde været en fantastisk tur.
Færgen sejlede os langsomt i møde og vi kunne fra færgens snude vinke på gensyn til Bågø med solnedgangen i baggrunden.
By CARSTEN FRA NORDPALMEN